.

Vietnam og Cambodja fra første parket med Scenic Spirit

Den brede, brungrønne Mekongflod har i århundreder været livsnerve for både Vietnam og Cambodja. Og fra dækket på Scenic Spirit har du første parket til det hele: søde børn, der leger i floden, munke i safrangule kjortler og markeder, der bugner af farver, dufte – og – ikke mindst – store smil.

Et flodkrydstogt på Mekongfloden er en sejltur på ni dage gennem hjertet af Indokina – med Scenic Spirit som dit flydende boutiquehotel og trygge base på en rejse, hvor alt fra hoteller i Ho Chi Minh City og Siem Reap, transfers, udflugter og unikke oplevelser, som kun er tilgængelige for Scenics gæster, er både gennemtænkt og gennemført. 

Du skal blot læne dig tilbage og nyde, mens oplevelserne folder sig ud omkring dig om dagen og aftenerne byder på gastronomi i særklasse og den femstjernede service, australske Scenic Cruises er så kendte for. I godt selskab med en himmel i alle tænkelige røde og orange nuancer.

Tag med Gaia Travels Travel Designer Gitte Kühn – og oplev livet på Mekong, som kun få rejsende får lov at opleve det. Hun var afsted i august, hvor Mekong er smukkest og byder på færre turister, mens vejret stadig er fint, med et par tiltrængte regnskyl af og til.

Ordet er hermed Gittes, som har delt uddrag af sin rejsedagbog herunder.

 

Dag 1-2: Ho Chi Minh City

Min rejse begyndte i Ho Chi Minh City, hvor jeg havde to nætter på det femstjernede Caravelle Hotel – et af byens mest ikoniske hoteller, og udvalgt for sin centrale beliggenhed, lige overfor det berømte Rex Hotel, hvor amerikanske krigskorrespondenter i sin tid mødtes under Vietnam-krigen.

Første aften bød på velkomstmiddag i små grupper, hvor vi blev introduceret til det lækre vietnamesiske køkken i denne vidunderlige storby.

Hele næste dag var afsat til udflugter, herunder en spændende byrundtur med frokost, inden vi sidst på eftermiddagen satte kurs mod havnen, som ligger ca. 2,5 times kørsel fra byen, da Scenic Spirit, qua sin størrelse, ikke kan gå helt ind i byen.

Dag 3: Scenic Spirit – “my home away from home”

Ved ankomsten til skibet blev vi budt velkommen af hele besætningen, der stod klar med kolde vaskeklude og små glas med iste eller juice. Den varme, personlige modtagelse blev hurtigt en fast del af hverdagen – for hver gang vi vendte tilbage fra en udflugt, stod de klar med en tiltrængt forfriskning i varmen.

Skibet føltes i det hele taget fra første øjeblik som et trygt og lækkert ”home away from home” på vandet. Kahytterne var store og lyse med gulv-til-loft-vinduer ud mod floden. En vidunderlig feature var de små souvenirs fra forskellige steder, som housekeeping hver dag lagde til os.

 

I poolen kunne man tage en dukkert eller nyde en iskold gin og tonic med en fantastisk udsigt til rismarker og de mange små landsbyer, der  stille gled forbi.

Loungen var skibets samlingspunkt. Her mødtes vi  hver aften til en drink før middagen eller til den daglige briefing. Og i restauranten var maden en oplevelse i sig selv: buffet til morgenmad og frokost – og om aftenen á la carte kombineret med et særligt “Asian Corner”, hvor en ny lokal specialitet blev præsenteret hver dag.

Dag 4-5: Livet langs floden

Udflugterne de næste dage tog os med helt tæt på livet langs Mekong – også meget tættere, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Vi besøgte blandt andet et marked – og fulgte her hele processen bag tilblivelsen af de klassiske sprøde rispandekager, og smagte selvfølgelig resultatet – efterfulgt af et spændende besøg i en klassisk silkeproduktion og en skøn køretur i golfvogne gennem frodige frugtplantager med mango, papaya og ananas.

I Sa Dec ventede endnu et marked med frugt, grønt og kød – blandt andet rotter, som åbenbart er en lokal delikatesse. Byen var samtidig kendt fra filmen The Lover, og stemningen i gaderne var præcis så sanselig og romantisk, som filmen viser, hvis man ellers kan huske den.

Hver aften samledes vi som nævnt i loungen, hvor rejselederen gennemgik næste dags program – med overskud og et stort smil. Og hurtigt fandt man ind i den daglige rytme med udflugter og oplevelser om morgenen og formiddagen, afslapning på skibet om eftermiddagen og aftener, der sluttede i gastronomiens og stjernehimmelens tegn.

Efter middagene var et par dage underholdning ombord, hvor lokale kunstnere optrådte med meget autentisk musik, dans og sang. Smuk oplevelse – og en påmindelse om, at kulturen ikke kun var til låns uden for skibet, men også blev en inviteret ombord.

Tips til turen

Dag 6-9: Gyldne paladser og mørk historie

Efter ankomsten til Cambodjas hovedstad Phnom Penh ventede en byrundtur til byens kongelige palads med de smukke gyldne tage og spejlsale, inden aftenen bød på en vidunderlig tuk-tuk-tur gennem de travle gader, forbi gadekøkkener og markeder, inden vi sluttede af på et lokalt romdestilleri – og fik en lille skarp at tage tilbage til skibet på.

Killing fields og nonnekloster

Vi tilbragte to nætter i Phnom Penh, hvilket også gav tid til også at opleve den mørkere del af landets historie. Et besøg ved de stærke mindesmærker fra Khmer Rouge-tiden, de såkaldte Killing Fields, var en kontrastfyldt og rørende oplevelse – men også vigtig for forståelsen af Cambodja. Senere samme dag besøgte vi det største nonnekloster i området, hvor vi fik endnu et vigtigt indblik i dagligliv og religion, som stadig præger landet stærkt.

Efter så intense indtryk var det virkelig rart at vende tilbage til Scenic Spirit, hvor roen ombord var perfekt til at fordøje dagens meget intense oplevelser.

 

Mekong er som bekendt omgivet af noget af Sydøstasiens mest betagende natur, blandt andet Tonlé Sap-søen og Prek Toal Bird Sanctuary – et af regionens vigtigste vådområder. 

Her blev vi i små både roet gennem et næsten surrealistisk landskab af lotusblomster, mens hejrer og pelikaner lettede over os i store flokke, og vi skønsomt nippede af de glas champagne, der blev serveret på turen. 

En bevægende ‘vikartjans’

I Oudong, Cambodjas tidligere hovedstad, besøgte vi et buddhistcenter, hvor vi modtog en traditionel velsignelse og fik et indblik i munkenes enkle liv, som ovrraskende nok ikke nødvendigvis er en gerning på livstid her i landet. 

Senere, i landsbyen Angkor Ban, blev vi inviteret på besøg i en lokal skoleklasse, hvor børnene øvede engelsk med os. En meget rørende oplevelse, som gav et unikt indblik i livet langs Mekong, og som ingen af os nogensinde vil glemme.

Dag 10-12: Siem Reap og Angkor Wat

Så kom dagen, hvor vi tog afsked med Scenic Spirit og fortsatte ind i rejsens sidste kapitel – tre dage i Siem Reap, porten til de legendariske og fuldkommen vidunderlige templer ved Angkor Wat.

En fem timers kørsel gennem Cambodjas smukke landskaber, afbrudt af en frokost undervejs, kom vi frem til det ikoniske Raffles Grand Hotel d’Angkor – et historisk hotel, der blev den perfekte ramme om rejsens afslutning. Hotellet var smukt og indrettet i den klassiske koloni-stil, som er så typisk for området, og vidner om historiens gang.

Champagne i solnedgangen

Den første aften gik roligt med lidt shopping i byen, inden vi rundede dagen af på klassisk Scenic-manér: et glas champagne i hånden, mens solen forsvandt bag palmerne og himlen skiftede farve over Cambodja.

Næste dag ventede et af de små, uventede højdepunkter – et besøg i et værksted for lotussilke. At se, hvordan de fine fibre trækkes ud af blomstens stængler og spindes til tråd, var næsten meditativt, og gav en forståelse for, hvorfor stoffet regnes blandt verdens mest eksklusive.

Flydende landsbyer og mødet med Angkor Watt

Herfra gik turen videre til Tonlé Sap-søen, hvor hele landsbyer bogstaveligt talt flyder på vandet. Skoler, butikker og små hjem danner deres egne øer i et samfund midt på søen – og en verden helt forskellig fra byens puls.

Uanset hvor meget man forbereder sig, kan intet måle sig med mødet med Angkor – verdens største tempelkompleks og hjertet af Khmerrigets storhedstid. At stå foran de mægtige tårne i virkeligheden er et syn, jeg aldrig glemmer.

At sidde til champagne-morgenmad, mens solens første stråler ramte de ældgamle sten, var en oplevelse helt for sig selv. Senere udforskede vi Bayon-templet med sine gådefulde smilende ansigter og Ta Prohm, kendt fra filmen Tomb Raider, hvor mægtige rødder langsomt og meget dramatisk har opslugt ruinerne gennem århundreder.

En aften for livet

Og selvom vi nu var mætte af så mange dages intense opleveler, vidunderlig mad – utallige solned – og opgange var der stadig plads 
til et af turens absolutte højdepunkter: en afslutningsmiddag af de helt store, midt i de oplyste templer, som kun Scenics gæster har mulighed for at opleve. 

Bordene stod dækket under åben himmel i mørket med hvide duge, omgivet af blomster og isskulpturer, mens dansere i traditionelle kostumer optrådte. Og at sidde dér under stjernerne, med de oplyste ruiner omkring os, føltes næsten uvirkeligt, og som meget, meget særligt. 

Et af verdens bedste rederier

Det blev i sandhed en uforglemmelig aften – og den helt perfekte afslutning på en rejse, hvor alt gik op i en højere enhed, og hvor Scenic River Cruises endnu en gang beviste, hvorfor de betragtes som et af verdens absolut bedste og mest eksklusive rederier.

Jeg kan kun anbefale dig at gøre det. At opleve denne del af Asien på en måde, som er næsten umulig selv at arrangere. Det er en ‘once in a lifetime’-oplevelse af de helt store – og Gaia Travel hjælper dig gerne med at det bliver din.

Vil du med på eventyr?

Oplev verden fra søsiden.