Skibets faciliteter inviterer til både fordybelse og forkælelse. I Panorama Lounge og Observation Lounge finder du elegante rammer for en drink med venner eller en stille stund med en bog. Om aftenen er der live musik med skibets jazzband eller en dygtig solist. The Show Lounge viser flot opsatte musicals, shows, spillefilm og kulturel underholdning. Trænger du til at bevæge dig kan du gratis tilmelde dig en pilates- eller yogatime med skibets fitnessinstruktør, eller blot slappe af med en behagelig massage i Zagara Beauty Spa.
Der er 4 restauranter ombord. På The Grill kan du tilberede din egen mad på din personlige lavasten, som kan blive op til 400 grader varm, mens La Dame overlader madlavningen til dygtige kokke med fokus på det franske køkken. La Terrazza serverer autentiske italienske favoritter, mens The Restaurant er stedet for varieret international gastronomi.