Om dagen kan du tilbringe tid i det lækre poolområde, hvor opmærksomt personale står klar med et blødt håndklæde, når du kommer op fra poolen, eller en drink lige når du mærker tørsten melde sig. Når Silver Spirit sejler i koldere klimaer, er poolen selvfølgelig opvarmet. Trænger du til at få sved på panden, har fitnesscentret et bredt udvalg af nye maskiner, og du kan også tilmelde dig en fitnesstime eller tage en privattime med skibets personlige træner.
Om aftenen forvandles Venetian Lounge til et sandt underholdningsmekka, hvor flotte shows, talentfulde solister, musikere og skuespillere sørger for underholdning i verdensklasse. Loungen danner også indimellem rammen for spændende foredrag og filmvisninger.