Kurs mod fremtiden: Stille ekstravagance og ypperligt design
Silverseas nyeste skib, Silver Nova, er et banebrydende, innovativt og et særdeles friskt pust til verdens etablerede krydstogtsflåde.
Tag med Gaia Travels Jesper Boas Smith på en såkaldt ’shakedown’ med et stage-of-the-art-skib, som i dén grad sætter standarden for fremtidens cruises.
Silver Nova blev officielt navngivet den 4. januar 2024 i Fort Lauderdale, før starten på den store ”Grand Voyage” rundt om Sydamerika, gennem Panamakanalen.
Selektiv på vores gæsters vegne
Efter små 1500 nætter til søs, heraf mange som normalt betalende kunde, kender jeg efterhånden mange skibe og rederier. Gaia Travel sætter en stor ære i at tilbyde vores gæster de mest udsøgte oplevelser og smagfulde omgivelser. Derfor tester vi vores produkter indgående og er særdeles omhyggelige med at udvælge vores rederier, skibe og rejser. Kun det bedste er godt nok.
Selvom Silversea Cruises har næsten 30 år på bagen, er rederiet altid på forkant med udviklingen. Rederiet indførte (som nogle af de første) butlerservice, hjælp med alt fra udpakning til skopudsning og planlægning af private cocktailparties, til alle suiter. Mine forventninger til denne prøvesejlads med Silver Nova var derfor tårnhøje. Og lad mig med det samme tilføje: Indfriet til fulde.
Silverseas stille opgør med nogle af de klassiske komponenter, til fordel for ekstra fokus på komfort og nytænkt design, fungerer aldeles fremragende.
Ultimativ afslapning
Vel ombord er det første, som slår mig, hvor stille og roligt skibet bevæger sig. Jeg bemærker nærmest ikke, at vi stævner ud. Erfarne gæster vil vide, at man på et skib som regel kan fornemme vibrationerne fra motorerne eller bovpropellerne, hvilket jo alt andet lige gælder for de fleste skibe. Men ikke på Silver Nova, som glider uforstyrret gennem vandet og overrasker mig lidt.
Design og opbygning af skibet skiller sig væsentligt ud fra alle andre krydstogtskibe. Det asymmetriske design er slående – og bidrager på flere måder til en bedre oplevelse af livet ombord. Poolen er placeret i siden af skibet, så man bedre kan nyde udsigten fra poolkanten. I det hele taget er skibet tænkt i nye designs og med fokus på rummelighed, uanset hvor man befinder sig. Gulv-til-loft glas danner mange af de nye strukturelle, men gennemsigtige “barrierer” omkring dæksområderne, hvilket betyder uhindret udsyn og et smukt, let design.
På Silver Nova er indretningen ændret i forhold til det hidtidige Silversea design, hvor en hovedtrappe opdelte skibet mellem suiterne forrest og barer, lounges og restauranter agter for trappen. Silver Nova er opdelt med to gennemgående dæk uden suiter, hvor man i hele længden finder barer, lounges, restauranter, og som noget nyt – højere til loftet. Skibets teater har således fået plads til en balkon, og samtidigt tilbydes der for første gang suiter med balkoner bagerst på skibet.
Nedtonet luksus og de små, vigtige detaljer
Silver Nova er marginalt større end de hidtidige Silversea-skibe. Der er lidt flere suiter ombord, men mere plads til hver enkelt gæst. Alle suiter har nu privat balkon, naturligvis fortsat med butlerservice. Indretningen og det nye design er udført med god smag og høj kvalitet for øje, ligesom skibets malerier, skulpturer og kunst er smagfuldt udvalgt. Skibets indretningsdesignere har tydeligvis stræbt efter en moderne indretning med dekorativ belysning, riflede spejle og eksklusive polstrede møbler ud fra konceptet “afstemt luksus’. Og i min optik er det lykkedes til fulde.
De store lækre badeværelser kan vælges med store brusekabiner eller både med karbad og brusekabine. Som noget nyt er de små Bvlgari-plastikbeholdere udskiftet med nye store krukker fra Otivm (Silversea’s Spa brand). Ligesom på verdens mest eksklusive hotelkæde ’Aman Resorts”, er beholderne store og keramiske med velfungerende pumper. Den funktionalitet er et stort problem hos næsten alle andre rederier, der benytter mindre pumpebeholdere og er vanskelige at betjene. Ønsker man fortsat Bvlgari, kan man blot anmode sin butler herom.
Små detaljer for nogle måske, men ikke desto mindre et vidnesbyrd om den generelle standard ombord. Hver en detalje tæller og sætter sit umiskendelige præg på helhedsoplevelsen.
Gastronomi i særklasse
Der er i dén grad også fokus på helhedsoplevelsen i skibets udvalg af kulinariske oplevelser. Uagtet om du søger at opretholde din vante standard – eller ønsker at praktisere lidt ekstra selvforkælelse – er mulighederne på Silver Nova omfattende.
Features som “all inclusive”-konceptet, med fri champagne samt caviar ad libitum, over 50 valgfri vine samt det omfattende ”premium vinkort”, der indeholder mange gode forslag til fornuftige priser, gør det relativt nemt at imødekomme de flestes præferencer. Også mine.
Silver Nova tilbyder os hele ti restauranter og barer, og især den nye ’Marquee’ på 10. dæk fangede min opmærksomhed. Her kan man nyde alle sine måltider ”al fresco” under åben (stjerne)himmel med en helt vidunderlig panoramaudsigt. Også det nye koncept ”The Chef Table”, skibets gastronomiske kronjuvel, er en oplevelse man bør unde sig selv. En 8-rettes gourmet-menu tilberedt foran gæsterne, med tilhørende vine, slår sjældent fejl. Er stemningen mere til Italiensk, en asiatisk kulinarisk oplevelse, fransk bistromiljø, en klassik a-la-carte-menu eller en aften med tapas i en pianobar er der rig mulighed for at variere middagsoplevelserne.
Fællesnævneren for restauranterne ombord er blot, at der på intet tidspunkt ombord er krav formel beklædning.
Et flydende galleri
Får du brug for en ’tiltrængt pause’ fra havudsigten, så er Silver Nova næsten et flydende galleri med i hele 1700 skulpturer, collager, fotografier og gobeliner ombord. Du finder sågar antikke kort og loftsmalerier i biblioteket.
Har du hang til selvforkælelse, byder spa-afdelingen på rendyrket afslapning og er designet til at komplementere wellness-oplevelsen med en beroligende farvepalet og sofistikerede materialer, der øger følelsen af holistisk velvære. Kunstværker inspireret af det antikke Rom findes i øvrigt overalt i spaen – selv i det moderne træningscenter, hvor kunsten fungerer som en æstetisk motivationsfaktor for gæsterne til at skabe ’balance i regnskabet’ efter nogle dage ombord.
Silver Nova får mine varmeste anbefalinger, og vi ser frem til at tilbyde vores gæster denne nye oplevelse. Uagtet om du er en erfaren gæst eller rejsen med Silver Nova udgør din første, vil du begejstres af oplevelserne på et af de mest innovative skibe i verden.
Fra Kiwi til Koala: En odyssé gennem Australien og New Zealands unikke natur
Oplev Australien og New Zealands charme ombord på elegante Silver Nova, med et væld af restauranter og barer, lækre, nydesignede suiter og Silverseas kendte, høje serviceniveau – og nyd en unik rejse til det ene storslåede naturscenaie efter det andet down under.
Læs mere om rejsen her.